lørdag den 15. september 2018

Batman på spil



For nylig udkom det længe ventede og temmelig hypede Spider-Man til PlayStation 4. Det er et storstilet, flot og dyrt produceret actionspil, og hypen holder! Det er knusende godt og underholdende, og gameplayet flyder bare derudaf.

Men er Spider-Man egentlig en actionhelt af samme støbning som vi kender det fra filmens verden? Nej! Gennemgår han den samme lidelsesfulde udviklingshistorie som den vi ser i utallige af Hollywoods actionfilm? Nope! Er han lige lovlig behagelig, alt for renskuret og lidt for poleret sammenlignet med John McClane, Rambo, Jason Borne, Bryan Mills, John Wick osv. osv.? Ja! Og fred være med det – det gør ikke Spider-Man-spillet dårligere.

Det fik mig imidlertid til at tænke på andre superhelte der også er actionhelte – og som oven i købet også optræder i videospil. Og her kommer Batman på banen: Hans familiehistorie, outsiderstatus og hans Kristus-agtige frelserrolle i Gotham City sætter hak ved alle actionheltens kendetegn. Den vold og selvtægt, som man også forbinder med Batman-karakteren, er som taget ud af traditionelle amerikanske værdier og kultur. Og så er der hans dybe, personlige splittelse – hans nærmest skizofrene personlighed – og hans konstante kamp for at blive accepteret af samfundet: Alt sammen er det guf for en engelsk- eller mediefagslærer. Der er masser at snakke om og dykke ned i.

Og på spilsiden er der da også kommet et væld af Batman-videospil. Her har jeg valgt 3 nyere spil ud, som forholder sig fuldstændigt forskelligt til gameplayet og til karakteren. Derfor er de værd at kigge nærmere på og sammenligne. Man har næppe tid, mulighed eller økonomi til at kaste sig over alle tre spil, men heldigvis bugner YouTube af let’s play-videoer der giver en idé om spilfortællingen, spilverdenen og gameplay'et.


Batman: The Telltale Series (2016)

Spilfirmaet Telltale Games fik deres gennembrud med spilmatiseringen af The Walking Dead (2012). De er kendt for at lave episodiske adventure-lignende spil, hvis hovedfokus er at fortælle historier på en interaktiv måde. Batman er ingen undtagelse: Den første episode af i alt fem hedder ”Realm of Shadows”, og kan spilles igennem på 100-120 minutter.

Hvad er plottet? Måske fordi spillet ikke er et action-spil i gængs forstand er hovedpersonen ikke Batman, men tværtimod Bruce Wayne. Plottet drejer sig om Bruce Waynes økonomiske støtte til Harvey Dents valgkampagne for at blive Gothams næste borgmester – men gangsteren Carmine Falcone blander sig ved et fint selskab. Og pludselig begynder medierne at så tvivl om Wayne-familien: Er familiens rigdom i virkeligheden bygget på gangsterpenge og -metoder? Er hele Gothams forbillede og redningskrans et falsum?

Hvordan ser det ud? Spillet er holdt i et tegneserie-agtigt look – karaktererne ligner levendegjorte stregtegninger. Spillet kunne sagtens have gjort mere ud af dette stilistiske valg – fx ved at benytte talebobler, billedrammer, forskellige typer baggrunde og ekspressive farvevalg. Det har Telltale Games ikke gjort, og det gør det visuelle udtryk en lille smule ordinært og kedeligt.

Hvad skal man? Styringen af spillet er hovedsageligt reduceret til valg af Bruce Waynes replikker i forskellige lavmælte samtaler med fx Harvey Dent, Carmine Falcone, Lt. Gordon, Vicky Vale og Catwoman som alle optræder her. Men interaktionen foregår altså for 90% vedkommende som samtaler – og dem er der mange af i Batman: The Telltale Series, og da der er tale om episode 1 ud af 5 er der ikke mange af samtalerne der føles særligt vigtige. Den gennemgående spilmekanisme består af såkaldte quick time events, hvor man skal være hurtig på aftrækkeren og trykke på én specifik knap på controlleren, inden tiden er gået. Dette er lagt ind som et benspænd i samtalerne og også i de slåskampe som spillet trods alt også byder på. Det skaber faktisk action – men på en ret påtaget måde, der ikke rigtig skaber et bånd mellem spilleren og Bruce Wayne.

En enkelt scene skiller sig ud og er mere adventure-agtig: Her skal Batman agere detektiv og rekonstruere en forbrydelse via spor fundet på gerningsstedet.

Er det godt? Batman: The Telltale Series er ikke super-elevvenligt. Første episode er ret tør og kedelig og nok mest for Batman-fans. Til gengæld er spillet også dejligt overskueligt og nemt at gå til. Og Bruce Wayne / Batman er i dette spil den perfekte actionhelt: Som spiller får man fx lov til at bestemme hvor meget selvtægt man vil udøve over for forbryderne…




Batman: Arkham Knight (2015)

Her har vi et rigtigt Batman-spil i triple-A klassen – fyldt med action, slåskampe, skuddueller, puzzles, stealth-styring og oven i købet racerløb. Batman: Arkham Knight er det tredje og afsluttende Batman-spil fra Rocksteady Studios, og det kan man godt mærke: Den får fuld skrue! Det betyder så også at Arkham Knight er et stort spil: Hvis man er rigtig hurtig, kan man måske nå forbi den første boss-fight mod en helikopter i løbet af 120-140 minutter.

Hvad er plottet? Spillet starter med ordene: ”This is how the Batman died”. Jokeren er også død og bliver kremeret i den første scene. Og så er vi ligesom i gang! Setup’et går i al sin enkelhed ud på at Scarecrow truer Gotham med et gigantisk giftgasangreb, så storbyen bliver evakueret. Kun forbryderne bliver tilbage og erobrer byen. Naturligvis er det Batmans opgave at slå tilbage og forsvare storbyen og civilisationen mod denne anarkistiske revolution. Med til at hjælpe sig har han på den ene side Lt. Gordon og Gothams politi og på den anden side (i sin øresnegl) tech-genierne Lucius Fox og Oracle.

Hvordan ser det ud? Arkham Knight er langt det flotteste af de tre Batman-spil her. Spillet foregår i silende regn om natten. Aldrig har Gotham City set så flot og så uhyggelig ud på én gang. Byen er en åben verden, som man kan gå eller køre på opdagelse og jagte forbrydere i på egen hånd. Gameplayet blander sig umærkeligt med filmiske cutscenes – fyldt med detaljer og realisme. Det ligner en film man er hovedpersonen i.

Hvad skal man? Nu kommer vi til problemet med Arkham Knight: Det bliver hurtigt uoverskueligt. Alle de ting, som man kan og skal gøre i spillet bliver introduceret allerede i spillets første minutter. Og inden for en time er man nærmest druknet i våben, gadgets spilmekanismer og muligheder. Man skal finde vej igennem byen, svæve med sin kappe, angribe mens man svæver med kappen, slås, slås med brug af forskellige combos, slå modstandere ned, sparke modstanderne, undvige modstanderne, snige sig ind på modstanderne, lave nightmare-angreb på modstanderne, scanne omgivelserne, løse puzzles, klatre, hoppe, bruge batarang, fjernstyre batmobilen, fjernstyre et fly, styre batmobilen mens man sidder i batmobilen, skyde og angribe med batmobilen, skyde med særlige combos mens man styrer batmobilen, køre op af mure med batmobilen, vælge våben, vælge taktik, udvikle Batmans kampevner osv. osv. osv. Og et eller andet sted er det jo fantastisk, at der på den måde bliver åbnet for godteposen og de mange spilmekanismer helt fra start af – i en undervisningssammenhæng, hvor tiden er begrænset og elevernes spilerfaring er meget forskellig, er det også en stor udfordring. Arkham Knight henvender sig primært til dem der har spillet de første spil i serien, og til folk som i forvejen elsker actionspil.

Er det godt? Det er sindssygt flot og medrivende, og Arkham Knight byder på Batman som vi kender og elsker ham. Det er mørkt, det er uhyggeligt, det er storladent – og det samme er Batman-karakteren her. Men – og det er et stort MEN – spillet er også svært at kaste sig over, hvis man ingen spilerfaring har.




LEGO Batman 3: Beyond Gotham (2014)

Spilfirmaet Traveller’s Tales har lavet LEGO-spil i mange år efterhånden. Deres første LEGO Batman-spil har faktisk 10 år på bagen – og ser man på det nyeste spil i serien har meget lidt ændret sig: Alle kan være med på de simple action-adventure-spilmekanismer, hvor man både skal smadre ting og samtidig tænke lidt. Og det klæder det lidt tunge Batman-univers at blive tilført lidt let, ironisk humor.

Hvad er plottet? Der er gået superhelte-mashup i den for tiden! Justice League- og Avengers-filmene samler en lang række mere eller mindre kendte, mere eller mindre farverige superhelte i én storfilm – og det samme gør LEGO Batman 3: Beyond Gotham. Det skal man være indstillet på, så man skal lige have læst op på alle superheltene og -skurkene fra DC Comics, hvis man vil have det fulde udbytte. Alle os andre kan glæde os over at de første 2 timers gameplay primært fokuserer på Batman og Robins jagt på Killer Croc i kloakkerne under Gotham City, på Batman der kommer i clinch med en grøn hypnosestråle og på at Batman og Robin skal bygge et rumskib så de kan rejse ud til det ydre rum. Der er godt nok et større plot med superskurkene Brainiac, Jokeren og Lex Luthor under opsejling, men det foregår kun i de indlagte cutscenes. Så det er fint.

Hvordan set det ud? LEGO Batman 3 ligner til forveksling alle andre LEGO-spil: Spilverdenen er designet som en blanding af LEGO-klodser og lidt fotorealistiske detaljer som fx klipper. Hovedpersonerne Batman, Robin og senere også butleren Alfred optræder også som LEGO-figurer. De løber rundt i spillet i en distanceret supertotal i fugleperspektiv, hvilket matcher gameplayets løsning af små og ret simple puzzles – og den primære målgruppe som givetvis er børn. Man har overblik over spilverdenen, men bliver ikke suget ind i spillet af voldsomt visuel kapow!

Hvad skal man? Som i alle andre LEGO-spil er den primære spilmekanisme at smadre bunker med LEGO-klodser og samle stumperne sammen – enten i form af point eller for at konstruere en eller anden maskine som kan hjælpe én videre i spillet. Ret hurtigt bliver denne simple action-mekanisme dog udbygget: Batman og Robin har mulighed for at skifte kostume og herigennem låse op for forskellige evner: Udfordringen består således i at aflure, hvilken evne og hvilken dragt man skal bruge for at komme igennem fx ild, forbi et overvågningskamera osv. Det er simple, fysiske puzzles, men i et action-adventure-spil passer de helt perfekt ind. Efter 2 timers gameplay ender Batman og Robin med at have ca. 8-10 forskellige kostumer fordelt mellem sig – og det er løsningen af disse puzzles der primært skaber indlevelsen: Når man får låst op for det næste område og kommer videre i spillet, føler man ikke kun en sejr indeni – man bliver ét med spillet! Man bliver til Batman! Og Robin.

Der er andre udfordringer undervejs – ikke mindst to boss-fights mod henholdsvis Killer Croc og (spoiler!!) Batman selv. Lidt interessant er det dog, at de skal vindes ved ikke at tæve løs på modstanderen, men ved at undgå modstanderen og i stedet konstruere maskiner som kan overvinde ham. I et Batman-actionspil er det en sjov og også lidt underlig spilmekanisme: Selvfølgelig har det noget med den primære målgruppe (børn) at gøre, men det er også et godt eksempel på at Traveller’s Tale forholder sig ironisk distanceret til Batman-universet hele vejen igennem.

Er det godt? Ud af de tre Batman-spil her er LEGO Batman 3 det spil der er lettest tilgængeligt for alle spillere. Det byder på lidt action og lidt puzzles, men uden at det bliver for svært. De mange superheltedragter introduceres én ad gangen, og man har hele tiden mulighed for at få et hint til hvad man nu skal. Det er dog også det mest børnevenlige spil, og både spilverden og spilmekanismer føles som om de har 10 år på bagen. Hvad de jo i sagens natur også har.




Så hvad skal man vælge?

Der er mange muligheder for at stifte bekendtskab med Batman i et videospil – og dermed også for at undersøge de mildest talt forskellige spilmatiseringer. Det er i sig selv spændende og skal nok lokke eleverne frem på banen. Men ingen af de tre nævnte Batman-spil skiller sig markant ud i forhold til hinanden – her må valget afgøres af elevgruppen og fokus i undervisningen.

Skal jeg anbefale ét spil i denne forbindelse må det blive det nye Spider-Man: Her kombineres det bedste fra alle tre Batman-spil i en og samme cocktail – det er begyndervenligt, det er flot, der er action, puzzles og også en medrivende fortælling som drives fremad af gameplayet. Og i et action-forløb må det være disse oplagte spørgsmål man skal have fokus på: 

  • Hvordan adskiller Spider-Man sig fra andre actionhelte? 
  • Er der i vor tid behov for en anden type amerikansk actionhelt, og ser man også disse tendenser i filmens verden? 
  • Hvorfor mon?




Spil:

  • Batman: Arkham Knight. Designer: Sefton Hill. Rocksteady Studios, 2015. Spillet er udkommet til pc, PlayStation 4 og Xbox One.
  • Batman: The Telltale Series. Ep. 1 ”Realm of Shadows”. Designer: Kent Mudle. Telltale Games, 2016. Spillet er udkommet til pc, PlayStation 3, PlayStation 4, Xbox 360, Xbox One, Nintendo Switch, iOS og Android.
  • LEGO Batman 3: Beyond Gotham. Designer: Arthur Parsons. Traveller’s Tales, 2014. Spillet er udkommet til pc, Mac, PlayStation 3, PlayStation 4, Xbox 360, Xbox One, Nintendo Wii U, iOS og Android.
  • Spider-Man. Designere: Bryan Horton, Bryan Inithar m.fl. Insominac Games, 2018. Spillet er udkommet til PlayStation 4.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læs også: