Computer-tennis i krigens skygge

Som andre teknologiske og kulturelle fremskridt er videospillet født i krigens skygge. To krige faktisk: Både 2. verdenskrig og den kolde krig satte afgørende fingeraftryk på videospillet som underholdningsmedie helt fra start af. Det første spil, Tennis for Two, blev skabt på netop denne baggrund – men resultatet var en lille smule anderledes end man skulle vente.

I 1945 blev 2. verdenskrig afsluttet med USA's nedkastning af de altødelæggende atombomber over Hiroshima og Nagasaki. Tændingssystemet til bomberne blev leveret af fysikeren William Higinbotham. Han så til med rædsel under den første prøvesprængning i Los Alamos-ørkenen d. 16. juli 1945 – det var ikke den slags destruktiv krigsførelse som han havde indvilliget i, da han havde forladt sin stilling på universitetet. Higinbotham havde selv mistet sine brødre i 2. verdenskrig, og efter krigen helligede han sig den mere fredelige del af atomforskningen og endda kampen mod atomvåben. Så fortørnet var han over den drejning som USA og krigen havde taget.

William Higinbotham.

Higinbotham blev ansat i elektronikafdelingen på atomforskningscentret Brookhaven National Laboratory, som i 1958 indførte et årligt åbent hus-arrangement hvor naboerne til centret og andre interessenter kunne lægge vejen forbi. I et forsøg på at peppe de lidt støvede udstillingsmodeller og tørre plancher op, satte Higinbotham sig for at lave et eksperiment: Han ville demonstrere centrets innovative brug af teknologi for den almene amerikaner, så han byggede et elektronisk tennisspil for to spillere. Skærmen udgjordes af et oscilloskop, og man styrede spillet og boldens kurve over nettet med to drejeknapper. Det krævede en hel del præcision at returnere bolden og holde den i live i spillet, men effekten på publikum var ikke til at tage fejl af: Folk stillede op i lange køer til det der blev verdens første videospil. Så populært blev det, at Brookhaven National Laboratory byggede spillet op igen til næste års åbent hus-arrangement – nu med en større skærm, så flere kunne følge med.

Den oprindelige udstilling ved åbent hus-arrangementet i 1958. Her blev Tennis for Two slet og ret omtalt som "computer tennis".

Nyere rekonstruktion af Higinbotham Tennis for Two.

Officielt havde spillet ingen titel, men det er siden blevet døbt Tennis for Two. Spillets popularitet sås ikke kun ved åbent hus-arrangementet, men også da det år senere blev videreudviklet til Ping Pong (1972) som var indbygget i verdens første spilkonsol, Magnavox Odyssey. Samme år kom også Pong – det første arkadehit nogensinde. Higinbotham selv havde ikke store tanker om spillet, der blev pillet fra hinanden i 1959, så kredsløbene og de øvrige dele kunne bruges i anden forskningsøjemed.

Den oprindelige Pong-arkademaskine udviklet og distribueret af spilfirmaet Atari i 1972.

Men Tennis for Two er en klassiker. En amerikansk spilklassiker der først og fremmest har konkurrenceelementet i fokus – det gælder om at være bedst og score flest mål, som det sig hør og bør jf. den amerikanske drøm. Slående for alle tre udgaver af Higinbothams tennisspil er dog også dets fredelige fokus på sporten som en fair og lige dyst mellem to spillere. En nærmest klinisk gentlemansport så langt fra krigens gru som man kan komme – og dermed med Higinbothams fingeraftryk solidt plantet i både gameplay og det visuelle udtryk. Og videospillets historie.

Spil:

• Tennis for Two. Spildesigner: William Higinbotham. 1958. Upubliceret.
• Ping Pong. Spildesigner: Ralph Baer. Magnavox, 1972. Platform: Magnavox Odyssey.
• Pong. Spildesigner: Allan Alcorn. Atari, 1972. Arkademaskine.

Kilder:

• Tristan Donovan, Replay: The History of Video Games. Yellow Ant, 2010. Pp. 3-13.
• Andrw Ervin, Bit by Bit: How Video Games Transformed Our World. Basic Books, 2017. Po. 13-26.

Fodboldguder spiller da FIFA

FIFA 18.

Lige nu brager fodbold-VM i Rusland derudaf, og når man ser tv’s transmissioner fra kampene ligner det til forveksling det berømte fodboldspil FIFA, som udkommer på årlig basis til glæde for fodboldfans verden over. Mange opfatter FIFA som et realistisk fodboldsimulationsspil, men når man ser den store lighed der er mellem videospillet og tv-kampene, rejser det uundgåelige spørgsmål sig: Hvad er egentlig der simuleres?

Tag ikke fejl: FIFA er et simulationsspil krydret med et action-gameplay, hvor man skal være hurtig – og også lidt præcis – på aftrækkeren. Men kameraet befinder sig ikke i øjenhøjde med fodboldspillerne nede på grønsværen: Der er hverken tale om et tredjepersonskamera der tracker efter spillerne i en over-the-shoulder – eller et førstepersonskamera der viser os spillernes udsyn i POV. Spilmekanismerne består ikke i at tonse frem og tilbage på banen, mens man forsøger at gøre sig spilbar eller finde en medspiller at aflevere til. Man har heller ikke mulighed for at irritere modstanderholdet i forbindelse med frispark eller snakke med dommeren når han er lidt for ivrig med de gule og røde kort. Alt dette (og meget mere) ville have bragt videospillet tættere på virkelighedens fodboldspillere – men sådan er FIFA-serien ikke. Det er ikke det der simuleres. 

I stedet er FIFA holdt i et gudeperspektiv – et fugleperspektiv i supertotal, som om kameraet er placeret på en af tribunerne. Her giver kameraet taktisk overblik over spillet, så når det bølger frem og tilbage over banen, tracker kameraet stille med. Det ligner til forveksling en tv-transmission af en fodboldkamp. Med til at forstærke tv-æstetikken er selvfølgelig også kommentator-stemmerne der beskriver fodboldkampene og reallyden fra tilskuere m.m.

På den måde er FIFA i virkeligheden et fodboldspil der simulerer tv-transmissionen. Spillet giver oplevelsen af at se tv-transmissionen af en fodboldkamp, men giver spilleren mulighed for selv at styre fodboldkampen. Populært sagt er det jo lige præcis det som alle fodboldfans drømmer om, når de sidder foran flimmerkassen og ser yndlingsholdet i kamp: At kunne råbe til spillerne på banen om at løbe i position til at modtage bolden, eller at aflevere til angrebsspilleren der ligger helt fri i feltet. Med FIFA får man den mulighed: Det er os spillere, der sidder med controlleren, der styrer fodboldspillerne nede på plænen. Vi kommer ikke til at identificere os med disse fodboldspillere, for det er slet ikke ideen med FIFA. I stedet bliver vi ophøjet til fodboldguder med overblik over spillet og mulighed for at agere derefter.


Spil:

• FIFA 18. EA, 2017. Platforme: Pc, PlayStation 3, PlayStation 4, Xbox 360, Xbox One, Nintendo Switch