Must play: Portal (2007)

Udvikler: Valve, 2007
Genre: Action-adventure med vægt på puzzles
Platforme: Pc, Mac, PlayStation 3, Xbox 360, Xbox One

 

Hvad går spillet ud på?

Portal er sci-fi og sort humor. Spillet foregår inde i et industrielt laboratorium, hvor den anonyme hovedkarakter udsættes for en lang række tests med portaler. Disse portaler skydes op på flader og man kan frit passere mellem ind- og udportalen. Når spillet starter, lader det til, at det er portalerne der testes. Men hurtigt går det op for én, at det i virkeligheden er hovedkarakteren, der er på prøve: Kan hun finde ud af at betjene de to portalpistoler og navigere gennem de puzzle-agtige testområder? Uden at falde ned? Uden at blive beskudt? Uden at dø? 

Til at guide én på rette vej – eller hvad vi nu skal kalde det – har laboratoriet installeret en kunstig intelligens. Hun kommenterer med stor sarkasme og passiv aggressivitet ens tur gennem de i alt 19 testzoner, og lokker hele tiden med at ens succes vil blive fejret med lækker kage. Der går ikke lang tid før man fornemmer, at der er noget helt galt på laboratoriet – og den naivistiske og forvrængede computerstemme bringer tankerne hen på HAL i Stanley Kubricks sci fi-klassiker, 2001: A Space Odyssey (1968).

Fortællemetode

Portal er delt ind i 19 afgrænsede testzoner – eller quests – som skal løses én ad gangen, før man kan komme videre i spillet. Undervejs opbygges der en form for fortælling via computerens voice over, men det sker med små hints om fx laboratoriets årlige familiedag, hvor man opfordres til at medbringe sine døtre. Eller når computerens stemme bryder sammen og slår over i spansk. Eller når en af testzonerne er lukket og forsøget fortsætter på en militærbane med armerede robotter og et mystisk skjult rum. Her har nogen skriblet ”THE CAKE IS A LIE” på væggen – et set up til spillets sidste 1/3 som ligger efter de autoriserede forsøg. Det er her den anonyme hovedkarakter skal vise sit værd som kvindelig actionhelt.

Spilverden

Aperture Laboratories, som laboratoriet hedder, er holdt i et hårdt industrielt look: Her er flader af beton og aluminium. Vinduerne til kontorerne er uigennemsigtige, men det ser ikke ud som om der er nogen mennesker der overvåger forsøgene. Den sidste 1/3 af spillet foregår i et helt andet miljø. Her kommer vi bag om facaden på laboratoriet, og ser det hele på vrangen – eller måske snarere virkeligheden bag den stålsatte overflade. Det er stadig mennesketomt, men nu også mere uhyggeligt og intenst.

Den primære udfordring er at navigere gennem spilverdenen med brug af portalpistolerne og ved at hoppe mellem platforme. Senere bliver det en udfordring ikke at falde ned og dø, og der kommer også forskellige former for ”fjender” til: En dødbringende lyskugle affyres og sejler gennem lokalerne og skal bruges til at løse puzzles. Man møder også en form for vagtrobotter, som man skal snige sig forbi eller uskadeliggøre, hvis man ikke vil gennemhulles. 

Spilverdenen ses fra en førstepersonssynsvinkel. Det har den effekt, at man som spiller bliver forenet med den anonyme hovedkarakter. Ved at placere portalerne i de rigtige vinkler kan man dog få et glimt at hende, og konstatere, at hun tilsyneladende er en ung kvinde af spansk-amerikansk afstamning. Hun er også iført en orange heldragt og nogle mærkelige metalfjedre på fødderne, hvilket forklarer hvordan hun kan hoppe fra platform til platform uden at brække benene. Det har den effekt, at spillet vedbliver at føles realistisk. 

Styring

Ligesom Portals fortællemetode og spilverden er ret simpel og overskuelig, så er styringen også ret lige ud ad landevejen. Som spiller tages man i hånden fra start af og får introduceret forskellige spilmekanismer og styringsformer gennem de 17 testzoner. Hvor de i starten er relativt simple og handler om at placere én enkelt portal korrekt, så bliver der gradvist bygget oven på: Styringen skal være mere præcis, man skal være hurtigere til at reagere på knapperne – samtidig med at man skal løbe, hoppe og skyde med portalpistolerne. Senere kommer der også armerede robotter til, som skal uskadeliggøres osv. 

Det helt store skift i Portal kommer efter testzone 19, hvor spillet tilsyneladende slutter med at du kører direkte i døden. Heldigvis kan du redde dig selv og søge bag om facaden på Aperture Laboratories. Her forandrer de forudgående 19 testzoner sig faktisk til en form for tutorial til spillets sidste tredjedel – her er man nemlig på egne ben og skal vise, at man selv kan aflæse, forstå og navigere gennem spilverdenen på egen hånd.  

De første 120 minutters gameplay

Portal er et kort spil. Når man spiller det første gang, kan det gennemføres på ca. 5 timer. Men på to timer når man nok kun til og med testzone 17: Man får altså prøvet en hel del af spillets puzzles af og får også en klar fornemmelse af at der foregår noget fordækt hos Aperture Laboratories. Man vil sagtens kunne lave en analyse af miljøet – både foran og bag facaden. Ligesom man kan få en fornuftig analyse ud af den passivt-aggressive robotstemme, hendes løgne, lovprisninger og løfter om lagkage.

Men skiftet fra testzoner til slutspil bliver man desværre snydt for. Man får dog hints til slutningen, og det er bedre end ingenting. 

Er det godt?

Portal er en videospilsklassiker og det er en perfekt designet spiloplevelse. Det guider umærkeligt spilleren gennem de første 2/3 gameplay – på samme måde som der uden større ansatser bygges en fortælling op i spilverdenen. Det tilgodeser både den mere casual spiller, men førstepersonssynsvinklen får det til at føles som en first-person shooter og henvender sig dermed også til de mere øvede spillere. 

Det helt unikke ved  Portal er dog den underspillede humor og manuskriptet. Som et ekstra glimt i øjet og som en ekstra gevinst efter at have overstået alle strabadserne afsluttes spillet med en lille uskyldig popsang indsunget af den uhyggelige kunstige intelligens. Sangen hedder ”Still Alive” og peger med al sin uhyggeligt sorte humor frem mod Portal 2.

Brug spillet i et forløb om...

Portal koster ca. en flad 50’er hvis man køber det, når det ikke er på tilbud på Steam. Det er billigt og der er masser af muligheder for at integrere det i et forløb i både mediefag og engelsk – uanset om det handler om:

• science fiction
• kunstig intelligens
• humor
• dystopiske samfund
• kvindelige actionhelte

Batman på spil

For nylig udkom det længe ventede og temmelig hypede Spider-Man til PlayStation 4. Det er et storstilet, flot og dyrt produceret actionspil, og hypen holder! Det er knusende godt og underholdende, og gameplayet flyder bare derudaf.

Men er Spider-Man egentlig en actionhelt af samme støbning som vi kender det fra filmens verden? Nej! Gennemgår han den samme lidelsesfulde udviklingshistorie som den vi ser i utallige af Hollywoods actionfilm? Nope! Er han lige lovlig behagelig, alt for renskuret og lidt for poleret sammenlignet med John McClane, Rambo, Jason Borne, Bryan Mills, John Wick osv. osv.? Ja! Og fred være med det – det gør ikke Spider-Man-spillet dårligere.

Det fik mig imidlertid til at tænke på andre superhelte der også er actionhelte – og som oven i købet også optræder i videospil. Og her kommer Batman på banen: Hans familiehistorie, outsiderstatus og hans Kristus-agtige frelserrolle i Gotham City sætter hak ved alle actionheltens kendetegn. Den vold og selvtægt, som man også forbinder med Batman-karakteren, er som taget ud af traditionelle amerikanske værdier og kultur. Og så er der hans dybe, personlige splittelse – hans nærmest skizofrene personlighed – og hans konstante kamp for at blive accepteret af samfundet: Alt sammen er det guf for en engelsk- eller mediefagslærer. Der er masser at snakke om og dykke ned i.

Og på spilsiden er der da også kommet et væld af Batman-videospil. Her har jeg valgt 3 nyere spil ud, som forholder sig fuldstændigt forskelligt til gameplayet og til karakteren. Derfor er de værd at kigge nærmere på og sammenligne. Man har næppe tid, mulighed eller økonomi til at kaste sig over alle tre spil, men heldigvis bugner YouTube af let’s play-videoer der giver en idé om spilfortællingen, spilverdenen og gameplay'et.

Batman: The Telltale Series (2016)

Spilfirmaet Telltale Games fik deres gennembrud med spilmatiseringen af The Walking Dead (2012). De er kendt for at lave episodiske adventure-lignende spil, hvis hovedfokus er at fortælle historier på en interaktiv måde. Batman er ingen undtagelse: Den første episode af i alt fem hedder ”Realm of Shadows”, og kan spilles igennem på 100-120 minutter.

Hvad er plottet? Måske fordi spillet ikke er et action-spil i gængs forstand er hovedpersonen ikke Batman, men tværtimod Bruce Wayne. Plottet drejer sig om Bruce Waynes økonomiske støtte til Harvey Dents valgkampagne for at blive Gothams næste borgmester – men gangsteren Carmine Falcone blander sig ved et fint selskab. Og pludselig begynder medierne at så tvivl om Wayne-familien: Er familiens rigdom i virkeligheden bygget på gangsterpenge og -metoder? Er hele Gothams forbillede og redningskrans et falsum?

Hvordan ser det ud? Spillet er holdt i et tegneserie-agtigt look – karaktererne ligner levendegjorte stregtegninger. Spillet kunne sagtens have gjort mere ud af dette stilistiske valg – fx ved at benytte talebobler, billedrammer, forskellige typer baggrunde og ekspressive farvevalg. Det har Telltale Games ikke gjort, og det gør det visuelle udtryk en lille smule ordinært og kedeligt.

Hvad skal man? Styringen af spillet er hovedsageligt reduceret til valg af Bruce Waynes replikker i forskellige lavmælte samtaler med fx Harvey Dent, Carmine Falcone, Lt. Gordon, Vicky Vale og Catwoman som alle optræder her. Men interaktionen foregår altså for 90% vedkommende som samtaler – og dem er der mange af i Batman: The Telltale Series, og da der er tale om episode 1 ud af 5 er der ikke mange af samtalerne der føles særligt vigtige. Den gennemgående spilmekanisme består af såkaldte quick time events, hvor man skal være hurtig på aftrækkeren og trykke på én specifik knap på controlleren, inden tiden er gået. Dette er lagt ind som et benspænd i samtalerne og også i de slåskampe som spillet trods alt også byder på. Det skaber faktisk action – men på en ret påtaget måde, der ikke rigtig skaber et bånd mellem spilleren og Bruce Wayne.

En enkelt scene skiller sig ud og er mere adventure-agtig: Her skal Batman agere detektiv og rekonstruere en forbrydelse via spor fundet på gerningsstedet.

Er det godt? Batman: The Telltale Series er ikke super-elevvenligt. Første episode er ret tør og kedelig og nok mest for Batman-fans. Til gengæld er spillet også dejligt overskueligt og nemt at gå til. Og Bruce Wayne / Batman er i dette spil den perfekte actionhelt: Som spiller får man fx lov til at bestemme hvor meget selvtægt man vil udøve over for forbryderne…

Batman: Arkham Knight (2015)

Her har vi et rigtigt Batman-spil i triple-A klassen – fyldt med action, slåskampe, skuddueller, puzzles, stealth-styring og oven i købet racerløb. Batman: Arkham Knight er det tredje og afsluttende Batman-spil fra Rocksteady Studios, og det kan man godt mærke: Den får fuld skrue! Det betyder så også at Arkham Knight er et stort spil: Hvis man er rigtig hurtig, kan man måske nå forbi den første boss-fight mod en helikopter i løbet af 120-140 minutter.

Hvad er plottet? Spillet starter med ordene: ”This is how the Batman died”. Jokeren er også død og bliver kremeret i den første scene. Og så er vi ligesom i gang! Setup’et går i al sin enkelhed ud på at Scarecrow truer Gotham med et gigantisk giftgasangreb, så storbyen bliver evakueret. Kun forbryderne bliver tilbage og erobrer byen. Naturligvis er det Batmans opgave at slå tilbage og forsvare storbyen og civilisationen mod denne anarkistiske revolution. Med til at hjælpe sig har han på den ene side Lt. Gordon og Gothams politi og på den anden side (i sin øresnegl) tech-genierne Lucius Fox og Oracle.

Hvordan ser det ud? Arkham Knight er langt det flotteste af de tre Batman-spil her. Spillet foregår i silende regn om natten. Aldrig har Gotham City set så flot og så uhyggelig ud på én gang. Byen er en åben verden, som man kan gå eller køre på opdagelse og jagte forbrydere i på egen hånd. Gameplayet blander sig umærkeligt med filmiske cutscenes – fyldt med detaljer og realisme. Det ligner en film man er hovedpersonen i.

Hvad skal man? Nu kommer vi til problemet med Arkham Knight: Det bliver hurtigt uoverskueligt. Alle de ting, som man kan og skal gøre i spillet bliver introduceret allerede i spillets første minutter. Og inden for en time er man nærmest druknet i våben, gadgets spilmekanismer og muligheder. Man skal finde vej igennem byen, svæve med sin kappe, angribe mens man svæver med kappen, slås, slås med brug af forskellige combos, slå modstandere ned, sparke modstanderne, undvige modstanderne, snige sig ind på modstanderne, lave nightmare-angreb på modstanderne, scanne omgivelserne, løse puzzles, klatre, hoppe, bruge batarang, fjernstyre batmobilen, fjernstyre et fly, styre batmobilen mens man sidder i batmobilen, skyde og angribe med batmobilen, skyde med særlige combos mens man styrer batmobilen, køre op af mure med batmobilen, vælge våben, vælge taktik, udvikle Batmans kampevner osv. osv. osv. Og et eller andet sted er det jo fantastisk, at der på den måde bliver åbnet for godteposen og de mange spilmekanismer helt fra start af – i en undervisningssammenhæng, hvor tiden er begrænset og elevernes spilerfaring er meget forskellig, er det også en stor udfordring. Arkham Knight henvender sig primært til dem der har spillet de første spil i serien, og til folk som i forvejen elsker actionspil.

Er det godt? Det er sindssygt flot og medrivende, og Arkham Knight byder på Batman som vi kender og elsker ham. Det er mørkt, det er uhyggeligt, det er storladent – og det samme er Batman-karakteren her. Men – og det er et stort MEN – spillet er også svært at kaste sig over, hvis man ingen spilerfaring har.

LEGO Batman 3: Beyond Gotham (2014)

Spilfirmaet Traveller’s Tales har lavet LEGO-spil i mange år efterhånden. Deres første LEGO Batman-spil har faktisk 10 år på bagen – og ser man på det nyeste spil i serien har meget lidt ændret sig: Alle kan være med på de simple action-adventure-spilmekanismer, hvor man både skal smadre ting og samtidig tænke lidt. Og det klæder det lidt tunge Batman-univers at blive tilført lidt let, ironisk humor.

Hvad er plottet? Der er gået superhelte-mashup i den for tiden! Justice League- og Avengers-filmene samler en lang række mere eller mindre kendte, mere eller mindre farverige superhelte i én storfilm – og det samme gør LEGO Batman 3: Beyond Gotham. Det skal man være indstillet på, så man skal lige have læst op på alle superheltene og -skurkene fra DC Comics, hvis man vil have det fulde udbytte. Alle os andre kan glæde os over at de første 2 timers gameplay primært fokuserer på Batman og Robins jagt på Killer Croc i kloakkerne under Gotham City, på Batman der kommer i clinch med en grøn hypnosestråle og på at Batman og Robin skal bygge et rumskib så de kan rejse ud til det ydre rum. Der er godt nok et større plot med superskurkene Brainiac, Jokeren og Lex Luthor under opsejling, men det foregår kun i de indlagte cutscenes. Så det er fint.

Hvordan set det ud? LEGO Batman 3 ligner til forveksling alle andre LEGO-spil: Spilverdenen er designet som en blanding af LEGO-klodser og lidt fotorealistiske detaljer som fx klipper. Hovedpersonerne Batman, Robin og senere også butleren Alfred optræder også som LEGO-figurer. De løber rundt i spillet i en distanceret supertotal i fugleperspektiv, hvilket matcher gameplayets løsning af små og ret simple puzzles – og den primære målgruppe som givetvis er børn. Man har overblik over spilverdenen, men bliver ikke suget ind i spillet af voldsomt visuel kapow!

Hvad skal man? Som i alle andre LEGO-spil er den primære spilmekanisme at smadre bunker med LEGO-klodser og samle stumperne sammen – enten i form af point eller for at konstruere en eller anden maskine som kan hjælpe én videre i spillet. Ret hurtigt bliver denne simple action-mekanisme dog udbygget: Batman og Robin har mulighed for at skifte kostume og herigennem låse op for forskellige evner: Udfordringen består således i at aflure, hvilken evne og hvilken dragt man skal bruge for at komme igennem fx ild, forbi et overvågningskamera osv. Det er simple, fysiske puzzles, men i et action-adventure-spil passer de helt perfekt ind. Efter 2 timers gameplay ender Batman og Robin med at have ca. 8-10 forskellige kostumer fordelt mellem sig – og det er løsningen af disse puzzles der primært skaber indlevelsen: Når man får låst op for det næste område og kommer videre i spillet, føler man ikke kun en sejr indeni – man bliver ét med spillet! Man bliver til Batman! Og Robin.

Der er andre udfordringer undervejs – ikke mindst to boss-fights mod henholdsvis Killer Croc og (spoiler!!) Batman selv. Lidt interessant er det dog, at de skal vindes ved ikke at tæve løs på modstanderen, men ved at undgå modstanderen og i stedet konstruere maskiner som kan overvinde ham. I et Batman-actionspil er det en sjov og også lidt underlig spilmekanisme: Selvfølgelig har det noget med den primære målgruppe (børn) at gøre, men det er også et godt eksempel på at Traveller’s Tale forholder sig ironisk distanceret til Batman-universet hele vejen igennem.

Er det godt? Ud af de tre Batman-spil her er LEGO Batman 3 det spil der er lettest tilgængeligt for alle spillere. Det byder på lidt action og lidt puzzles, men uden at det bliver for svært. De mange superheltedragter introduceres én ad gangen, og man har hele tiden mulighed for at få et hint til hvad man nu skal. Det er dog også det mest børnevenlige spil, og både spilverden og spilmekanismer føles som om de har 10 år på bagen. Hvad de jo i sagens natur også har.

Så hvad skal man vælge?

Der er mange muligheder for at stifte bekendtskab med Batman i et videospil – og dermed også for at undersøge de mildest talt forskellige spilmatiseringer. Det er i sig selv spændende og skal nok lokke eleverne frem på banen. Men ingen af de tre nævnte Batman-spil skiller sig markant ud i forhold til hinanden – her må valget afgøres af elevgruppen og fokus i undervisningen.

Skal jeg anbefale ét spil i denne forbindelse må det blive det nye Spider-Man: Her kombineres det bedste fra alle tre Batman-spil i en og samme cocktail – det er begyndervenligt, det er flot, der er action, puzzles og også en medrivende fortælling som drives fremad af gameplayet. Og i et action-forløb må det være disse oplagte spørgsmål man skal have fokus på: 

• Hvordan adskiller Spider-Man sig fra andre actionhelte? 
• Er der i vor tid behov for en anden type amerikansk actionhelt, og ser man også disse tendenser i filmens verden? 
• Hvorfor mon?

Spil:

• Batman: Arkham Knight. Designer: Sefton Hill. Rocksteady Studios, 2015. Spillet er udkommet til pc, PlayStation 4 og Xbox One.
• Batman: The Telltale Series. Ep. 1 ”Realm of Shadows”. Designer: Kent Mudle. Telltale Games, 2016. Spillet er udkommet til pc, PlayStation 3, PlayStation 4, Xbox 360, Xbox One, Nintendo Switch, iOS og Android.
• LEGO Batman 3: Beyond Gotham. Designer: Arthur Parsons. Traveller’s Tales, 2014. Spillet er udkommet til pc, Mac, PlayStation 3, PlayStation 4, Xbox 360, Xbox One, Nintendo Wii U, iOS og Android.
• Spider-Man. Designere: Bryan Horton, Bryan Inithar m.fl. Insominac Games, 2018. Spillet er udkommet til PlayStation 4.

Alt om udstyr

Hvad skal man købe? Hvor meget skal man købe? Og er det ikke vanvittigt dyrt? For mange vil det givetvis være en ret stor beslutning at implementere videospil i undervisningen – og for måske lige så mange vil den helt store udfordring handle om udstyret: Hvilke maskiner er det bedst at investere i, og hvad gør man med selve videospillene?

Her kommer en guidet tur igennem nogle af de mange muligheder, man står overfor som lærer. Overskriften er nok lige stramt nok vinklet, men her tager vi et vigtigt første skridt…

1. Computer, tablet eller konsol?

Helt grundlæggende skal man tage en beslutning om hvilken type hardware man vil investere i.

En spilcomputer behøver ikke være rasende dyr, men det kommer helt an på hvilke spil den skal kunne køre. Og heri ligger det helt store problem ved computere: De kan konfigureres på 117 forskellige måder, og man skal enten have en kolossal it-viden eller være indstillet på at bruge mange timer på research. Alt sammen i forsøget på at få al indmaden inde i computeren inkl. diverse drivere osv. osv. til at spille sammen. Og det er inden man har startet spillet op. Der er et hav af andre faldgruber i forhold til computere: Virusangreb og "sjove" elever der trykker på én knap så intet virker osv. osv. Alt sammen er det ret bøvlet at stå med i den daglige undervisning, hvor man har brug for at det hele helst bare skal køre gnidningsfrit.

Til forskel herfra er tablet-computeren 1000 gange mere brugervenlig, og man kan ikke rode med indmaden og derfor heller ikke gå galt i byen. I hvert fald ikke alt for meget … Der er jo godt nok lige spørgsmålet om det grundlæggende styresystem (Android, iOS) og de forskellige versioneringer af det, som kan spænde ben, men det er en anden snak.

Det helt store problem ved at bruge tablets er den begrænsede størrelse på skærmen og styringen: Begge dele gør det simpelthen vanskeligt for eleverne at arbejde sammen om et videospil – de kan ikke se skærmen for hinanden. Og de kan heller ikke se skærmen for hænder eller i det mindste fingre der bruges til at kontrollere spillet med på skærmen! Vil man derfor bruge tablets, så kræver det derfor et større indkøb af tablets til hele holdet, så eleverne maksimalt skal arbejde sammen 2-og-2 om et spil.

Derfor er min anbefaling at investere i spilkonsoller: Den klare fordel er at man kan koble konsollen til en skærm af en anseelig størrelse, så flere elever kan følge med i hvad der foregår i spillet – modsat tablets. Konsollerne styres med en controller der for de flestes vedkommende (også elever) er langt mere intuitiv at styre med computerens WASD-taster og mus. Og så er konsollen låst til den hardware og det styresystem, som den nu engang er født med – man kan ikke modificere den som en pc, man skal ikke tænke på drivers og manuelle opdateringer og risikere at komme galt af sted. Med andre ord: Det hele er idiotsikkert og med minimal risiko for fejlmeldinger. Det er praktisk.

2. Hvor mange konsoller?

Hvor mange spilkonsoller skal man så investere i til skolen? Hvor mange skal der til for at få det til at glide på fx et mediefagshold med 28-30 elever?

Det flabede svar er naturligvis: Så mange som muligt – jo flere, jo bedre! Men faktisk fungerer det også rigtig fint at lade eleverne spille sammen i 3- eller 4-personers-grupper. Det kræver selvfølgelig at alle kan se skærmen, men hvis skærmstørrelsen er 24 tommer eller derover, er der ingen ko på isen. Tværtimod giver det mulighed for skrive noter sammen og hjælpe hinanden videre igennem spillets sværere dele. På den måde bliver videospillet både et fagligt og socialt samarbejde, og det kan der komme meget godt ud af i en klasse. Eleverne skiftes til at spille og reflektere over deres spiloplevelse.

Min anbefaling er derfor at man køber 7-10 maskiner inkl. en skærm på minimum 24 tommer og et sæt hovedtelefoner til hver maskine. Hvis man vil, er det let (og ret billigt) at supplere med jack-splitters og ekstra hovedtelefoner, så flere gruppemedlemmer kan følge med i spillet på en gang.

3. PlayStation, Xbox eller Nintendo?

Hvilken konsol skal man så vælge? Her står valget i disse år mellem tre mærker, som alle har både fordele og ulemper forbundet med sig. Det betyder, at svaret på dette spørgsmål let bliver en smule småreligiøst og følelsesbetonet, hvis man spørger gamere og spilsamlere – og derfor kan man ikke undgå at træde nogen over tæerne, når man skal forklare hvilken spilkonsol der er den bedste i undervisningsbrug. Jeg beklager på forhånd.

Nintendos nyeste maskine hedder Switch, og uanset hvor meget jeg elsker Nintendo og deres egenproducerede spilserier (Super Mario og Legend of Zelda, for at nævne de mest oplagte…), så kan jeg ikke anbefale en Nintendo Switch til undervisningsbrug. Udførelsen er for plastikagtig og ømfindtlig til mange elever. Dertil kommer det begrænsede spiludvalg: Ikke engang Nintendo selv har udsendt deres gamle spilklassikere til Switch, og de nyere mainstreamtitler som kommer til de andre konsoller kan slet ikke køre på Switch, fordi hardwaren ikke er kraftfuld nok.

Microsofts nyeste konsol hedder Xbox One X. Den bryster sig af at være vor tids mest kraftfulde konsol, og det skal nok være rigtigt. I en undervisningssammenhæng er det dog mere interessant, at Microsoft har gjort et stort nummer ud af at gøre ældre spil kompatible med denne nye maskine: Efterhånden er det blevet til en hel del titler – typisk er de kendetegnet ved at være populære og mainstream. Fordelen for os lærere er soleklar: Vi kan indkøbe gamle, brugte spil til fx Xbox 360 for en slik (20-50 kr. pr. spil på brugtmarkedet) og køre dem på Xbox One. Bagdelen ved Xbox-systemet er at de såkaldte eksklusiv-titler (dvs. spil som udelukkende kommer til Xbox) er til at overse.

The Last of Us

Og her kommer Sonys PlayStation så på banen. PlayStation kan nemlig bryste sig af stribevis af sindssygt populære, flotte og medrivende eksklusivtitler, som Xbox-spillerne må se langt efter: The Last of Us er af mange udråbt til at være verdens bedste videospil, og på samme måde er Uncharted-serien og alle de filmiske videospil fra Quantic Dream kun ude til PlayStation. Omvendt skal det så anføres, at PlayStation 4 ikke er bagud-kompatibel – modsat Xbox One: Man kan ikke spille PS3-spil på en PS4, men må pænt købe dem én gang til, hvis man vil spille dem på den ny maskine. Det gør alt andet lige PS4’eren til et dyrere bekendtskab i en undervisningssammenhæng – men med et noget bedre spilkatalog end Xbox One.

Så hvad skal man købe – Xbox eller PlayStation? I de sidste 10 år langt de fleste videospil udkommet til begge systemer – i stort set samme udgave og med samme spiloplevelse til følge. En måde at afgøre spørgsmålet på, er derfor ved at kigge på eksklusiv-titlerne: Her vinder PlayStation med et mulehår foran Xbox, fordi Sony simpelthen har flere og bedre eksklusivtitler at byde på. Eksklusivtitler som også er yderste relevante i en undervisningssammenhæng. Til gengæld vil de uvægerligt også være dyrere…

Alien: Isolation

4. Brugt eller nyt?

Det sidste spørgsmål man skal stille sig selv, når man skal indkøbe spilkonsoller er om det er nødvendigt at købe den nyeste nye spilkonsol, eller om man kan nøjes med den næstsidste nye.

Dybest set står valget mellem at investere i en spritny Xbox One eller PlayStation 4 i fx Elgiganten, eller en brugt Xbox 360 eller PlayStation 3 i fx Blue City. Der er nemlig stor prisforskel, men garantien som butikkerne yder på maskinerne er faktisk den samme – 2 år.

I skrivende stund ser priserne sådan ud:

• Elgiganten: Ny PlayStation 4 Pro (1 TB harddisk) kr. 3099,- inkl. moms
• Elgiganten: Ny PlayStation 4 Slim (500 GB harddisk) kr. 2399,- inkl. mom
• Blue City: Brugt PlayStation 3 Slim i god stand (120 GB harddisk) kr. 699,- inkl. moms.

• Elgiganten: Ny Xbox One X kr. (1 TB harddisk) 3399,- inkl. moms
• Elgiganten: Ny Xbox One S kr. (1 TB harddisk) 2399,- inkl. mom
• Blue City: Brugt Xbox 360 i god stand (250 GB harddisk) kr. 549,- inkl. moms.

Selvfølgelig er videospil, der har nogle år på bagen, af en anden kvalitet, end spil der udnytter den ny hardware optimalt. Men skal man være lidt generaliserende, er der ikke sket meget med spiloplevelsen fra PS3 til PS4 Pro eller fra Xbox 360 til Xbox One X. Jo, grafikken er blevet flottere, og lyden er forbedret – kosmetiske rettelser som man godt kan argumentere for har en positiv indflydelse på spiloplevelsen. Men også kosmetiske rettelser der ikke har noget at gøre med gameplayet i spillene.

På Slagelse Gymnasium investerede vi i 7 Xbox 360’ere (med 250 GB harddisk) da den lokale Blue City kørte tilbud på dem i november 2017 (kr. 449,- inkl. moms), og de fungerer fortsat helt perfekt. Spiludbuddet er stort og varieret og dækker til fulde vores behov. Sidste år spillede mediefagseleverne survival horror-spillet Alien: Isolation som en del af gyserforløbet på C-niveau. I år står den på action, og vi skal selvfølgelig spille action-spillet Tomb Raider.

Kunne det på sigt være fedt at opgradere maskinparken til den nyeste PlayStation-model? Ja. Ja, det kunne det absolut. Men Xbox 360 har vist sig at være et rigtig godt udgangspunkt – en god maskine at finde sig til rette med. Og kun et par enkelte elever har kommenteret konsollernes alder: Når spillet først kører, og eleverne bliver til Ripley eller Lara Croft, så er det spiloplevelsen der er i centrum. De er vilde med det!

Tomb Raider