Udvikler: Guerrilla Games, 2017
Genre: Action-adventure med RPG-elementer
Platform: PlayStation 4
Hvad går spillet ud på?
Horizon Zero Dawn er en god blanding af science fiction, fantasy og young adult-temaer. Tænk Game of Thrones møder The Hunger Games i en verden befolket af robotdyr og -dinosaurer, og så er vi der! Det er episk, og samtidig har spillet en klar politisk holdning til vor tids menneskesyn, teknologiræs og klimakrise. Ganske som vi kender det fra andre store science fiction-værker.
Horizon Zero Dawn foregår i en fjern post-postapokalyptisk fremtid et sted i USA, hvor udviklingen er begyndt helt forfra: Her lever menneskene i primitive samfund, klaner og stammer, som lever under forskellige religiøse overbevisninger og samtidig bekriger hinanden. Derudover er verden befolket af mystiske, majestætiske – og ærligt talt også lidt fjollede – elektriske dyr og dinosaurer. De her dyr udgør en klar trussel mod menneskene, og tilsyneladende bliver de gradvist mere aggressive som om de er ramt af en eller anden form for sygdom – en virus…
Du spiller Aloy – en ung kvinde, som er udstødt fra den vikingeagtige Nora-stamme, fordi hun ikke har nogen mor. Når spillet starter, sætter Aloy sig for at finde ud af, hvad der er sket i hendes barndom og med hendes mor: Hvad er der galt med hende – hvorfor er hun blevet udstødt? Det er et mysterium som skal løses.
Samtidig med at Aloy har denne her outsiderstatus, så er hun også noget særligt på en anden måde: Som en lille 6-årig pige fandt hun nemlig en mærkelig elektronisk dims i en underjordisk og forhistorisk hule. Hun kalder dimsen for sit ”fokus”, men den ligner mest en højteknologisk guitarplekter lavet af aluminium. Og ved at placere fokusset ved øret, så bliver Aloy i stand til at afkode vigtige oplysninger om hendes omgivelser, og også om robotdyrene og deres svagheder. Hvilket selvfølgelig giver hende en klar fordel i de mange actionprægede kampe, som hun skal udkæmpe med dyrene. Hun kan også skanne omgivelserne med fokusset, og på den måde få små hints til hvorfor verden gik under for 1000 år siden, og hvor de mange elektrodinoer kommer fra. Og undervejs finder Aloy oven i købet ud af, at der er en forbindelse mellem verdens undergang, robotterne og hendes egen skæbne.
Fortællemetode
Hvis vi kigger på fortællemetoden i Horizon Zero Dawn, så er spillet delt op i hoved-quests og side-quests – og hver quest er delt ind i en række underordnede opgaver. Det betyder, at du aldrig er i tvivl om, hvad du skal gøre, hvor du skal løbe hen, eller hvor i fortællingen du befinder dig. Det skaber fremdrift i fortællingen samtidig med at den store, åbne spilverden også indbyder til at du lige kan tage en afstikker og spille et par side-quests inden du fortsætter med hovedhistorien.
De mange quests i Horizon Zero Dawn har stort set alle det til fælles at de sender Aloy i retning mod de aggressive robotdyr, og du skal som spiller vælge hvordan du vil klare dem – vil du kæmpe mod dem, snige dig forbi dem eller tage benene på nakken og spæne din vej. Ind i mellem er der dog også en lidt mere detektivagtig quest, hvor du skal følge et spor på jorden eller finde vej op til toppen af et bjerg, hvor du skal finde et særligt objekt eller person og bringes hjem eller i sikkerhed.
Udover de mange quests så skabes fortællingen i Horizon Zero Dawn også via de mange forskellige dokumenter og lydfiler, der er spredt ud over hele spilverdenen. Aloy kan opspore og læse eller lytte til de her dokumenter, og herigennem får både hun og du et større indblik og forståelse for verden. I løbet af spillet kommer fortiden og årsagerne til verdens forhistoriske undergang til at fylde mere og mere, og hen imod slutningen opstår der også en kobling til Aloys eget ophav, som i den grad kalder på følelserne.
Og på den måde kommer Aloy også til at gennemgå en indre udvikling i løbet af Horizon Zero Dawn. En udvikling der også bliver bundet sammen med hendes ydre rejse gennem spillet. Når Aloy fx kæmper mod robotdyrene og andre modstandere, klarer quests og i det hele taget interagerer med spilverdenen, optjener hun XP (experience points). Dem kan du bruge til at opgradere hendes evner – en form for indre udvikling, hvor hun bliver klogere på taktik og kampevnerne. På den måde kobler spillets fortællemæssige struktur altså Aloys indre og ydre rejse.
Spilverden
Horizon Zero Dawn foregår i en smuk, åben spilverden, hvor Aloy kan bevæge sig nærmest hvorhen hun vil. Designet af både mennesker, robotter, dyr, naturen osv. osv. er super-realistisk – dag bliver afløst af nat, og vejret er omskifteligt. Hele det her realistiske designvalg matcher den spillets seriøse tone og young adult-tematikken.
Det at udforske spilverdenen i Horizon Zero Dawn er en helt central del af fortællingen i spillet. Som allerede nævnt finder man spor og hints til verdens nutid og fortid her og der og alle vegne. På den måde kan man sige, at spillet nok handler om Aloy og hendes rejse, men at hun i virkeligheden bare er nøglen der skal åbne for fortællingen om spilverdenen. I de første mange timers gameplay fokuserer Horizon Zero Dawn dog udelukkende på de drabelige konflikter og intriger, der foregår mellem de forskellige stammer og klaner. Man skal faktisk næsten helt frem til slutningen af spillet, før der kommer rigtig hul på baggrundshistorien om spilverdenen. Men når man når dertil, så binder Horizon Zero Dawn en rigtig fin sløjfe på både fortællingen om Aloy og spilverdenen.
For at rejsen hen til den følsomme og afgrundsdybe slutning ikke skal føles så lang og kedelig, så er spilverdenen fyldt med modstandere. Der er mange – MANGE – robotdyr og robotdinoer at kæmpe mod undervejs. De varierer i aggressivitet og angrebsmønster osv., hvilket skaber variation i gameplayet. Senere skal man også kæmpe mod menneskelige fjender, når man tager del i de menneskelige intriger og klanernes kampe mod hinanden – det udgør en anden form udfordring, når man fx skal indtage et fort og uskadeliggøre alle på sin vej.
Heldigvis er der også masser af power-ups til rådighed i spilverdenen. Man har altid hjælp lige ved hånden, fordi man enten kan man finde de her power-ups i naturen, eller også kan man købe sig til dem ved at sælge vragdele fra robotdyrene, som man har smadret. Man kan også købe sig til nyt og bedre udstyr og opgradere sine våben løbende.
Styring
Som det måske har fremgået er Horizon Zero Dawn hovedsageligt et actionspil og kræver hurtig og præcis styring i kampene mod de forskellige aggressive dyr og menneskelige modstandere. Til gengæld er der også ret mange forskellige spilmekanismer, når man slås, at det giver et varieret gameplay og ikke kun appellerer til én spilstil. Der er nemlig mange forskellige typer våben og opgraderingsmuligheder, og spillet hjælper med masser af tutorials og anvisninger på skærmen, som om både du og Aloy bliver lært op i nye våbentyper undervejs.
Den mest basale form for angreb består i at løbe hen til en modstander og tæske løs med det spyd som Aloy løber rundt med. Man skal være lidt mere hurtig og præcis på fingrene, når det kommer til at skyde med bue og forskellige pile. Men man kan også bruge sin taktiske snilde, gemme sig i det høje græs og snige sig rundt og indfange robotdyrene med reb. Eller man kan spænde et elektrisk tov ud, som kan kortslutte dem og så nakke dem på afstand. Her er masser af muligheder for at tilrettelægge nærkampene, som man selv har lyst. Og Aloy er dygtig til det hele, hvilket selvfølgelig skaber et bånd mellem hende og dig som spiller. Dine evner med controlleren forbindes med Aloys evner med hendes våben.
Det hele er dog ikke actionspil i Horizon Zero Dawn. Visse spilmekanismerføles også som et lidt gammeldags RPG-spil: Aloy skal snakke med gud-og-hver-mand, læse dokumenter og lytte til lydoptagelser for at stykke fortællingen sammen. Som nævnt tidligere skal hun også opgradere sine våben, sit tøj og udstyr: Ved at finde de rigtige remedier i naturen eller som vraggods efter en nærkamp kan hun lave både ammunition og forskellige former for health potions.
Adventuredelen af Horizon Zero Dawn handler om at udforske spilverdenen. Aloy render tilsyneladende rundt med et stort kort over hele landområdet. Det kan man også få frem på skærmen, så man kan se, hvor hun har været henne, og hvor hun mangler at udforske. Der er dog ikke mange puzzles at komme efter – og langt de fleste handler ret simpelt om at finde vej.
De første 120 minutters gameplay
Hvis man opper sig, så kan man gennemføre Horizon Zero Dawn på 40-50 timer. Og det er der jo ikke lige tid til i den daglige undervisning, men hvis man har 2 timer, så kan man nå ca. 4 hoved-quests og 4 side-quests. Det svarer til 5-6% af hele spillet, og det lyder jo ikke af særligt meget, men det er faktisk ikke så tosset igen. Det kan man godt få noget god analyse og undervisning ud af.
I løbet af de to første timers gameplay bliver du introduceret til den udstødte 6-årige Aloy og styrer hende den dag, hvor hun falder ned i et hul i jorden og finder resterne af vor civilisation og den før omtalte ”fokus”-dims. Du møder også Aloys surrogatfar – en vikingekriger ved navn Rost. Han lærer hende og dig op i de basale nærkampsdiscipliner, samtidig med at du også får hints til hvorfor Rost er udstødt. Man får også antydet hvad det er de to – altså Aloy og Rost – har sammen og ikkehar sammen. Aloy vil nemlig noget mere: Hun vil konfrontere Nora-stammen med hvorfor hun er blevet udstødt og hvad der er galt med hende. Det viser sig at Nora-stammen afholder en konkurrence, hvor vinderen får sit største ønske opfyldt – den vil Aloy gerne deltage i og naturligvis vinde. Og Rost sætter sig for at træne med hende, så hun kan deltage.
Og her slutter de første 120 minutters gameplay så. Det er mest af alt en optakt til selve spillet, der først rigtigt starter efter Nora-stammens konkurrence er overstået og Aloy drager ud i den store, åbne spilverden.
Er det godt?
Og er de her 2 timers gameplay så godt nok? Ja, altså… Horizon Zero Dawn eret sindssygt flot spil, men også et sindssygt stort spil. Man skal langt ind i det, før der åbnes op for de store episke proportioner. Det er også først her at spillets politiske kant og reelle budskab bliver klart. Det når man aldrig rigtig frem til i løbet af de første 120 minutter – det skal man være klar over.
Til gengæld står portrættet af Aloy og introduktionen til denne sære fantasy-fremtid meget klart – og det kan man sagtens få en god analyse ud af. Her er masser af snakke om. Nora-stammen fik mig til at tænke på ”the wildlings” i tv-serien Game of Thrones (2011-19), mens Aloy og hendes evner med bue og pil bringer tankerne hen på The Hunger Games (2012). Young adult-temaerne bliver meget tydelige i Aloys ønske om at være en del af Nora-folket, og allerede i de første side-quests får man hints til, at hun nok skal vise sig at være en form for kvindelig Kristus-figur, der kommer til at redde hele verden.
Derudover kan man undersøge spillets holdning til køn og kønsstereotyper. Nora-folket er et matriarkalsk samfund, der er opkaldt efter den kvindelige hovedperson i Henrik Ibsens Et dukkehjem.I denne stamme sidder kvinderne på magten, og de værner om alles sikkerhed ved at udstikke forbud og skabe tabuer om farerne i verden udenfor. Fx er det tilsyneladende et tabu at Aloy er moderløs – og måske slet ikke er kommet til verden på den naturlige måde. Det antydes altså allerede fra starten af at der måske er en forbindelse mellem Aloy og de mange robotdyr, som jo heller ikke er skabt på den naturlige måde. Men hvor kommer de og Aloy så fra? Hvem har skabt dem – og hvorfor?
I det hele taget står forholdet mellem forældre og børn også centralt her i starten af Horizon Zero Dawn: Vælger man at tage questen ”In Her Mother’s Footsteps”, så får man en lille fortælling om en alenefar og hans datter, Arana. De to fungerer og deres problematiske forhold bliver en hel kontrasthistorie til Rost og Aloys forhold. Og ikke nok med det: Hele questen handler om at Aloy skal redde datteren fra fire vilde robotdinoer, hvorved Aloy ender med at være en bedre beskytter – en bedre forælder – end faren selv. Man kan sige, at Aloy nærmest bliver en surrogatmor over for Arana. Et klart hint om at denne moderrolle og det problematiske i at være en mor bliver sindssygt vigtig senere i spillet.
Brug spillet i et forløb om…
Det er oplagt at bruge Horizon Zero Dawni et science fiction- eller fantasy-forløb. Men det ligger også lige til højrebenet, at bruge spillet i forbindelse med et young adult-tema eller måske et forløb om kvindelige actionhelte. Der er nok at snakke om både i mediefag og engelsk-undervisningen. Man skal dog lige være obs på, at der er andre videospil derude, der berører de samme temaer og som også er hurtigere ude af starthullerne. Hvor man altså når længere ind i fortællingen og de mere komplekse sider af karaktererne og spilverdenen efter 2 timers gameplay.
Derfor kommer Horizon Zero Dawn også mest til sin ret i en større skriftlig opgave, hvor eleven har haft lyst og mulighed til at spillet hele spillet til ende. Her vil eleven nemlig kunne inddrage hele fortællingen om Aloy og også kæde de forskellige fortælleplaner (fortid og nutid, hoved-quests og side-quests) sammen. Der vil også være langt bedre mulighed for at dykke ned i spillets budskab om køn, teknologi og klimakrise. Det vil være et sindssygt spændende projekt at få stablet på benene.




Ingen kommentarer:
Send en kommentar